Historien om Rita

Selve fortællingen

“Rita var et menneske. Og nogle gange var hun præcis det menneske, jeg havde brug for.”

Men allerede i aftenvagten går det galt for mig igen. Jeg har fundet en CD, og jeg tænker, at jeg måske kan bruge den til at skære mig med. Jeg vil smugle den ind på min stue.

Jeg kigger ind i spisestuen, hvor personalet sidder, og får øjenkontakt med P. Jeg prøver at aflæse, om hun har opdaget noget. Det har hun. Hun løber efter mig, og jeg prøver at gemme CD’en oven på et skab med en brandslange.

Da hun kommer hen til mig, griner jeg, fordi jeg synes, det er pinligt. Hun bliver sur og beder mig autoritært om at opføre mig ordentligt.

Jeg går ind på min stue og prøver at hænge mig i en undertrøje i radiatoren. Men P og O kommer ind og stopper mig. De rydder igen min stue og beder mig tage p.n.-medicin. Det vil jeg ikke.

Da de forlader stuen, går jeg igen i bad med tøj på. Det må jeg ikke, men de kan heller ikke få mig ud fra toilettet.

Rita bliver sat til at holde øje med mig. Hun sidder stille og roligt hos mig – sød og afbalanceret – og slukker bruseren, hver gang jeg tænder den.

Jeg takkede hende sidenhen for at behandle mig så ordentligt. Hun var overrasket over min taknemmelighed og spurgte, om jeg ikke syntes, det var irriterende, at hun hele tiden slukkede bruseren.

Det overraskede mig dengang, at Rita var så sød, fordi vi i hvert fald havde haft én konflikt. Måske ændrede den konflikt også hendes syn på mig.

En lørdag aften står vi i rygeburet – eller rygeterrassen, som “buret” så flot hedder. Patient K fortæller, at han synes, det er irriterende, at der er sengetid kl. 00.00, og så endda på en lørdag aften. Specielt fordi han er ryger og gerne vil ud at ryge. Nu om dage må man som regel gerne komme ud og ryge på alle døgnets timer.

Dagen før har jeg fået at vide, at der er sengetid kl. 1.00 i weekenderne. Selvom jeg normalt går i seng ved 23-tiden, vil jeg egentlig gerne vide, hvorfor der er to forskellige udmeldinger i denne sag.

Jeg går ind i spisestuen, hvor alle fra personalet sidder og slapper af. De er ikke stressede.

Stille og roligt – og muligvis med et stort, skævt smil på læben – spørger jeg ind til sengetiderne i weekenderne.

Rita spørger mig straks, hvor længe jeg egentlig har været indlagt. Med det mener hun, at det burde jeg vide. Jeg ved ikke helt, hvordan samtalen foregår, men jeg husker det som om, jeg bliver meget forvirret og angst over den voldsomme reaktion på et forholdsvis harmløst spørgsmål. Ja, måske lidt provokerende, men stadig harmløst.

Hun spørger også, om det er en børnehave.

Jeg bliver helt paf, men svarer hurtigt, at de jo i hvert fald behandler os sådan.

Jeg husker som sagt ikke hele samtalen, men jeg husker, at jeg tænkte over den resten af aftenen.

En del senere går Rita og O sikkerhedsrunde, og jeg siger – henvendt til O, for jeg tænker ikke over, at Rita også går der – “så kommer nazierne”.

O kan man sagtens sige den slags til. Han har i princippet kaldt mig “sæk”, for da vi boksetrænede, vidste han ikke, hvilken sæk han skulle slå på.

Men da jeg senere vil bede om noget p.n.-medicin, og Rita har medicinen den aften, gør hun mig opmærksom på, at det ikke er noget, hun vil høre en anden gang.

Jeg siger: “Fair nok, undskyld.”

Mens jeg står og venter på medicinen, tænker jeg, at nu har jeg chancen for at gøre opmærksom på, at jeg heller ikke brød mig om det, hun sagde.

Men så bliver hun bare mere sur og siger, at hun er træt af, at jeg stiller så mange irriterende spørgsmål.

Jeg bliver rigtig forvirret og ked af det. Jeg går i vrede og råber, at jeg nok skal lade være med at stille spørgsmål fremover.

Jeg går i seng. Tudbrølende.

Min faste vagt gør sit for at få mig i bedre humør. Jeg tror, han er svensker, og han giver mig ret i, at hun opførte sig besynderligt. Jeg tror sågar, han kalder hende en “kedelig kælling”.

Jeg prøver at skrive til alle, jeg kan komme i tanker om, som måske vil tale med mig, men alle ser min besked for sent.

Sygeplejersken H kommer med min natmedicin, og jeg spørger, om jeg må vente med at tage den.

Nej, det må jeg ikke.

Andre sygeplejersker har sidenhen spurgt mig, om jeg ville vente lidt med at tage medicinen, nu det var weekend.

Der er kulde fra personalegruppen den aften.

Min faste vagt bliver på et tidspunkt afløst af L2, og hun siger ikke et ord til mig. Nu er mit forhold til hende i forvejen noget anstrengt, så det kan være derfor. Jeg fandt sidenhen ud af, at hun muligvis valgte at holde afstand, fordi hun nok dengang fornemmede, at jeg ikke kunne lide hende.

Jeg lægger mig i min seng og prøver at vikle ledningen til mine høretelefoner om halsen. Jeg har hverken kontaktlinser eller briller på, så jeg kan ikke se, om L2 kigger på mig. Jeg kan heller ikke rigtig få lusket ledningen ordentligt om halsen, så jeg dropper projektet.

I kardex føler Rita sig også forpligtet til at notere episoden og skrive, at jeg siger, jeg vil gå i seng kl. 1.00, selvom jeg plejer at gå i seng kl. 23.00. Normalt er det ellers kun den faste vagt, der skriver.

Dagen efter har jeg min pårørende på besøg hele dagen, og muligvis også en anden pårørende senere. I hvert fald har jeg besøg hele dagen, fordi jeg gerne vil være sammen med nogen, der godt kan lide mig.

Jeg taler med min faste kontaktperson L1 om det. Hun synes, jeg skal tale med Rita om det, men jeg er bange for, at Rita vil gøre mig ked af det igen.

L1 foreslår, at hun kan deltage i samtalen og hjælpe mig. Jeg er bange for, at det vil blive mig mod to fra personalet. Heldigvis viser L1 sig at være rigtig god i sådanne samtaler, og jeg får glæde af hende til den slags samtaler fremover.

Jeg ryster over hele kroppen under samtalen. Jeg viser også Rita mine rystende hænder efter samtalen.

Det viser sig, at det kun var den dag, jeg stillede for mange spørgsmål. Hun undrer sig over, at jeg stadig tænker på episoden.

Den tænker jeg såmænd også på en måned efter samtalen, selvom den ikke gør mig nær så ked af det længere.

Jeg tænker også stadig på, at det kan undre hende, at jeg stadig tænkte på episoden en uge efter. Det er egentlig overraskende, at folk, der arbejder med psykisk ustabile mennesker, kan undre sig over sådan noget. Det er vist ikke helt ukendt, at vi psykisk ustabile mennesker tænker for meget.

"Nå, velkommen til arbejdspladsens målgruppe, Rita" 😏

Men jeg får 5 mg Stesolid som injektion. Jeg kæmper imod som en besat.

De taler beroligende til mig og beder mig slappe af. De siger, at der ikke er nogen grund til at reagere sådan her. Kun beroligende og omsorgsfuld snak – ikke ét vredt eller irriteret tonefald, og ikke én vred bemærkning.

Afdelingssygeplejersken forklarer mig, at jeg skal på hospitalet og syes. De har ringet efter en taxa og aftalt, hvilke to medarbejdere der skal med mig på skadestuen.

Hun spørger, om jeg kan opføre mig ordentligt, for ellers ser de sig nødsaget til at lægge mig i bælte.

Jeg har skrevet om denne episode tidligere. Dengang troede jeg, at det var fordi hun nævnte bæltet, at jeg gik i panik og derfor endte i bælte. Men det, hun gør, er faktisk at give mig en chance for at falde til ro og vise, at jeg ikke behøver komme i bælte.

Måske går jeg i panik. Måske tænker jeg ved mig selv: “Skal der virkelig ikke mere til for at komme i bælte?”

Her kan jeg godt se, at jeg negligerer situationens alvor, som der står gang på gang i min journal. Men jeg synes, de vil lægge mig i bælte for en bagatel – og det vil jeg undersøge til bunds.

Så jeg gør det stik modsatte af, hvad alle mennesker med bare nogenlunde selvopholdelsesdrift ville gøre: Jeg gør endnu mere modstand, end jeg allerede har gjort.

Det skal siges, at jeg gør modstand i den forstand, at jeg ikke vil have, de tager fat i mig. Jeg hverken slår eller sparker ud efter nogen. Men jeg får virkelig sat dem på arbejde.

P2 nævner mange timer senere, at hun stadig har ondt i håndfladerne. De må jo ikke tage fat i mig, fordi det gør ondt, men kun presse mig ned med håndfladerne.

Rita er den eneste, jeg kan huske fra selve episoden. Jeg kan huske, at jeg kiggede op på hende, og hun virkede overhovedet ikke sur. Hun virkede bare virkelig uforstående over for min reaktion. Som om hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg reagerede så voldsomt, men stadig prøvede at berolige mig.

Om morgenen kommer der ny vagt: Rita.

Vi bruger blandt andet tiden på at tjekke De Ti Bud. Det var før, jeg vidste, at der fandtes et ellevte bud. Vi ender med at måtte tjekke dem på konfirmandsiden, så de er til at forstå for simple lægmænd som os.

Omkring middagstid tager vi en taxa tilbage til afsnittet.

En af de færdigheder, jeg lærer i DAT, handler om at forbedre nuet med sanseindtryk.

Det er vist ikke helt sådan, færdigheden hedder. Jeg blander nok to færdigheder sammen. Men det er sådan, jeg husker det, og sådan jeg kommer til at bruge det fremover – og senere videregive det til både Rita og K.

I mit univers bliver “at forbedre nuet med sanseindtryk” til at drikke en kop the.

Det ender med at blive et meget fast ritual med lemonthe og honning.

Og det virker.

Jeg sætter mig ind i spisestuen og hælder hver poses indhold ud på bordet. Jeg tager pillerne op i hånden.

Mens jeg gør det, kommer C. Hun kan også lugte trouble på lang afstand. Derfor kommer hun ud til mig, mens jeg febrilsk får samlet de sidste piller op i hånden og krøller poserne sammen i den anden.

Hun spørger, hvad jeg har i hånden.

Jeg viser hende de tomme poser, mens jeg stopper pillerne i munden.

Hun råber på N, som kommer til sammen med Rita.

Jeg kan ikke synke dem uden væske. Jeg får hældt lidt vand i munden. De holder mig fast.

N beder mig kigge på hende og taler alvorligt til mig. Jeg vil gerne gøre, som hun siger, så jeg ender med at spytte det hele ud på gulvet.

Jeg kan huske, at Rita beder mig spytte pillerne ud i hånden på hende, men det kan jeg altså ikke få mig selv til. Derfor spytter jeg dem ud på gulvet.

Det må også være ved denne lejlighed, at hun faktisk har hånden inde i munden på mig – måske for at tjekke, om der er flere piller. Jeg kan ikke huske det klart, men jeg kan huske, at hun længe efter konstaterer, at det var en dårlig idé. For tænk nu, hvis jeg havde bidt hende?

Nu har jeg jo faktisk oplevet A og Rita komme styrtende ind på min stue, fordi en patient havde hældt skoldhed the ud over Rita, så den tanke kommer selvfølgelig ikke ud af ingenting.

Men jeg bliver alligevel lidt ked af at være “offer” for sådan en fordom.

"Selv hende, som de andre patienter ikke kunne lide, fordi hun var skrap, skulle måske kun have kontakt med patienter, der kunne tåle det."

K sagde først hen mod slutningen, at det virkede, som om jeg endelig var begyndt at kunne lide Rita. Det var en dag, hvor jeg havde Rita som dagens kontaktperson, og vi sad og lagde kabale.

Men jeg havde altid godt kunnet lide Rita.

K – eller måske jer alle sammen – havde åbenbart fået den idé, at jeg ikke kunne lide mange af jer.

Første gang jeg møder C, er hun lige kommet tilbage fra en lang ferie. Der er kaos på afdelingen, og C bliver sat på som skærpet fast vagt hos mig.

Hun bliver mildest talt utilfreds og siger til H, at “hun jo ikke engang ved, om det er en suicidaltruet eller en skizofren”.

Jeg råber ud til hende:

“DET er et menneske!”

H siger, henvendt til mig:

“Det er nemlig rigtigt.”

Jeg har sidenhen ladet mig fortælle, at grunden til C’s spørgsmål var, at det er forskellige ting, man skal holde øje med, alt efter om en patient er suicidaltruet eller skizofren.

Men hvad så, når det er en suicidaltruet skizofren?

Min mand bliver aldrig synderligt begejstret for C, fordi han i en anden situation får indtryk af, at hun lyver.

Patient K er heller ikke glad for hende. Hans forklaring er, at hun altid taler om sine børn, og det er rigtig svært for ham, fordi han selv har børn og savner dem. Han klager sin nød til lægen, som giver ham ret i, at det er uhensigtsmæssigt.

Men jeg kan nu godt lide C.

En dag giver jeg udtryk for, at patienterne selv burde kunne vælge deres kontaktpersoner.

C svarer:

“Så vil du jo ikke have nogen.”

Men jeg siger, at det er forkert.

Hun ønsker dog ikke at høre min top 10 over personalegruppen. Hun synes selv, hun klarer sig godt over for mig, men regner nok med at blive skuffet over ikke at være på listen.

Jeg har nu kun en top 5 i hovedet, og der er hun ikke lige på.

Men hun hjælper mig med - og lærer mig - mange ting. Det kan jeg ikke benægte.

Patient K er heller ikke begejstret for S, som han også har som fast kontaktperson. Når han får hende, klynker han højlydt og får at vide af Rita, om “vi” vil være så venlige ikke at brokke os over de kontaktpersoner, vi får tildelt.

Men Patient K ender faktisk med at få en anden fast kontaktperson i stedet for S.

Så tænker jeg, at det vil jeg da også have. Jeg spørger afdelingssygeplejersken, men får at vide, at det kan jeg ikke.

Jeg spørger, hvorfor Patient K så må.

Svaret er, at jeg jo har så mange ressourcer.

Jeg finder derfor en artikel om “Projekt Resonans – kemi mellem mennesker” fra Socialt Udviklingscenter og får den printet ud, så jeg kan give den til afdelingssygeplejersken.

Det ændrer dog ikke på hendes beslutning.

Men det, Rita altid har været ultimativt bedst til, var at sætte sig i miljøet, når hun ikke havde andet at lave.

Det fangede jeg meget hurtigt – hvis jeg altså fangede det rigtigt.

Hun gjorde det på sådan en fed måde, hvor hun bare sad og læste avis, men hele tiden var tilgængelig. Der var også andre, der sad i miljøet, men nogle af dem talte kun med deres kolleger og var på ingen måde tilgængelige for patienterne.

Hos Rita virkede det som om, formålet var at komme i kontakt med patienterne. Avisen var hendes middel.

Hun læste et eller andet, begyndte at fortælle om det og spurgte ind til, hvad patienterne syntes. Ret genialt, faktisk. Det burde man have brugt som argument dengang, avisen blev sparet væk.

Engang stak jeg af fra afsnittet, og Rita havde igen den uheldige ære at være min kontaktperson. Hun havde måttet ringe til min mand og fortælle ham, at hans hustru var stukket af.

Han fik ringet til mig, og jeg kom tilbage på afsnittet. Rita tog en samtale med mig.

Jeg husker på ingen måde, at hun var vred eller skældte mig ud. Ikke rigtigt, i hvert fald. Hun virkede mest uforstående. Det forstår jeg egentlig godt.

Men af en eller anden uheldig grund fik jeg mindet hende om, at hun tre gange tidligere havde måttet ringe til min mand og fortælle ham, at hans hustru havde fået adgang til medicinrummet og var på hospitalet på grund af overdosis.

Hun blev stadig ikke vred. Sådan opfattede jeg det i hvert fald ikke.

Men det var først dér, det gik op for mig, hvilken situation jeg faktisk havde sat hende i.

Der kom en lang talestrøm fra hende. Hun var ikke bebrejdende, men jeg kunne mærke hendes frustration og desperation – på en lidt skrøbelig måde.

Hun fik sagt det på en måde, så jeg både blev lidt trist og samtidig fik lyst til at smile lidt.

For det var faktisk et ret fint og menneskeligt øjeblik.

Og så lærte hun mig at hækle.

Også når hun ikke var dagens kontaktperson.

Hun tog sig bare tid til mig.

Det er ikke alle, der gør det.

Rita var et af de mennesker, der indimellem fik psykiatrien til at føles mindre som et system og mere som et sted, hvor der stadig fandtes mennesker🖤

Tak og undskyld, Rita.